Stort legat til udvikling af regional talentkonkurrence

Kulturskoler i Nordjylland har modtaget et legat på 100.000 kr. fra Det Obelske Familiefond til udvikling af en regional klassisk talentkonkurrence i Nordjylland.

Donationen er givet i forbindelse med Det Obelske familiefonds MusikIdé 2010 konkurrence, som har til formål at opsamle og gennemføre idéer, der kan supplere aktiviteterne i det kommende Musikkens hus i Nordjylland. Her har man blandt andet prioriteret aktiviteter, der sætter fokus på udviklingen børn og unges interesse for klassisk musik og som styrker den klassiske musikundervisning i Nordjylland.

”Det er en af kulturskolernes kernekompetencer at formidle klassisk musik til børn og unge, og med vores fællesregionale aktiviteter kan vi løfte aktiviteterne til et endnu højere niveau. Vores klassiske aktiviteter for børn og unge er under konstant udvikling med henblik på at sikre vækstlaget og styrke den musikalske fødekæde, så vi også fremover uddanner dygtige musikere i Nordjylland”, siger formand for Kulturskoler i Nordjylland Palle Vang, og fortsætter:

”Udviklingen af vores klassiske talentkonkurrence er med til at sætte fokus på klassisk musik, og erfaringer viser at det er både sjovt og meget motiverende for vores dygtigste musikskoleelever at få mulighed for at deltage i konkurrencer. Vi får mulighed for at vise omverdenen den store talentmasse vi har i Nordjylland – til stor inspiration for både nuværende og kommende musikskoleelever”.

Tidspunktet for talentkonkurrencen er endnu ikke fastlagt men offentliggøres snarest her på siden.

Udgivet i Nyheder.