90 unge musikere fra musik- og kulturskolerne i hele regionen mødes på Mariagerfjord Gymnasium i Hobro til talenklasse-weekend.
Der bliver musik og sang i alle kroge Mariagerfjord Gymnasium i weekenden d. 26.-27. marts, når Mariagerfjord Kulturskole er vært ved det første talentklassetræf i Region Nordjylland. Elever i alderen 12-19 år fra musik- og kulturskolerne i hele regionen vil fylde lokalerne med alt fra rocksammenspil til klassisk sang, fra lørdag kl. 9 til søndag kl. ca. 16.
”Formålet med weekenden er, udover at give talentklasseeleverne mulighed for at danne netværk på tværs i regionen, at tilbyde de unge talenter mødet med nutidens professionelle musikere og undervisere”, siger Henrik Hammer, der til daglig er souschef i Mariagerfjord Kulturskole, og som er tovholder på arrangementet.
”Håbet er, at eleverne, gennem det daglige arbejde i de respektive kulturskoler i kombination med fordybelsen, det kreative input og det høje faglige niveau på talentweekenden vejledes og ikke mindst inspireres til den enkeltes fortsatte færd i musikkens verden”, supplerer kulturskolens talentkoordinator Ask Andreassen, der er med til at planlægge weekenden.
Talentklasseweekenden samler 80 % af alle talentklasseelever i regionen, både klassiske og rytmiske. Arrangementet indeholder masterclasses, workshops og sammenspil, MGK-koncert, samt et møde med lærere og elever fra Det Jyske Musikkonservatorium.
Hele weekenden afsluttes med en koncert på Mariagerfjord Gymnasium Søndag den 27. marts kl. 14.00, hvor alle interesserede kan høre hvad de unge talenter har arbejdet med i løbet af weekenden.
Talenklassetræf arrangeres af Mariagerfjord Kulturskole i samarbejde med ”Kulturskoler i Nordjylland”, med støtte fra Region Nordjylland.