Fredag d. 2. januar afholdt Kulturskoler i Nordjylland igen kursusdag for sine undervisere. På denne dag samledes de cirka 200 nordjyske lærere i kulturskolerne, og det bød på mange glædelige gensyn. Tidligere år har der været flere kursusdag med kurser tilpasset de enkelte faggrupper, men pga. den måde nytåret og undervisningsåret falder i år, er der denne gang kun den ene kursusdag. Det Musiske Hus i Frederikshavn dannede de perfekte rammer for dagen, hvor målet dels var socialt, dels fagligt.
Det faglige fokus for denne kursusdag var nye tilgange til undervisningen. Før frokost guidede Line Fredens os ved hjælp af illustrative fortællinger, anekdoter og forskning gennem begreber som ros, talent, motivation og mindset, og vi lærte om håndværkeren og kunstneren. Opgaven for underviserne i de kunstneriske fag er altid at have begge disse karakterer med sig. Håndværkeren og kunstneren kan siges, som hun pointerede, at være hvert sit ben. ”Og for at komme langt, har man jo brug for begge sine ben.”
Hvem er det så, der bliver dygtig til sit fag? Det viser sig at være dem, der sover til middag! For dem, der øver ved hele tiden at presse sig ud over deres komfortzone, bliver dygtigere end dem, der træner efter faste skabeloner. Når man er ude af sin komfortzone er øvning og træning ikke altid efter bogen men tilpasses de aktuelle behov. Når man kommer ud af sin komfortzone, kommer man til at lave flere fejl, men fejl som netop flytter en videre. Og så trænger man til en middagslur, for det kræver energi at flytte sig fagligt. Der blev dog ikke tid til en morfar denne dag, for efter en god frokost fortalte Thea Vesti os om praksisfællesskaber og fik alle deltagere til at tænke over de vaner, der er opbygget i faggrupperne rundt omkring. Theas oplæg krævede at deltagerne spidsede ørerne og var klar til at diskutere og stille spørgsmål til, hvordan vi arbejder, samarbejder – og om det er optimalt. Hvad vil vi gerne være bedre til? Og hvordan ser undervisningen og samarbejdet ideelt ud? Der lød en livlig summen i salen, og til at fordøje de mange indtryk og snakke var der kaf’ og kag’!
Du kan se flere billeder fra dagen her.