I weekenden 7.-8. marts samledes cirka 80 talentelever fra alle regionens musik- og kulturskoler talentklasser til den årlige regionale talentweekend.
Talenteleverne spiller både rytmisk og klassisk musik, og i weekenden blev de undervist af en række yderst kompetente musikere – Se denne præsentation af instruktører. Der var både fælles aktiviteter, master class, workshops og sammenspil for deltagerne. Desuden gav elever fra MGK koncert for deltagerne.
”Det er så vigtigt at mødes om musikken. Det er selvfølgelig også vigtigt at blive god til sit instrument og øve sig op til en koncert, men når man mødes i et musikalsk fællesskab, er der så meget mere på spil. Man skal lære hinanden at kende, man skal lytte til hinanden, og man skal turde være på og give plads. Det kan vi i denne weekend,” sagde Rene Krone, som er souschef på Kulturskolen Brønderslev og arrangør af weekenden, inden stævnet. ”Talentweekenden giver mulighed for at de unge talentelever kan udvikle sig både personligt og musikalsk, når de mødes med andre ligesindede fra regionen og vores dygtige instruktører. Så det bliver fedt!”
Talentweekenden er en årligt tilbagevendende begivenhed, som talenteleverne er rigtig glade for. De nyder at komme ud af værelser og øvelokaler og møde andre unge, der er både glade for og gode til at spille musik.
Weekenden blev arrangeet i et samarbejde mellem de Nordjyske musik- og kulturskoler, og der deltager elever fra alle skolernes talentklasser. værtskabet går på tur mellem musikskolerne i regionen, og i år var det så Kulturskolen Brønderslev, der var vært. Hele weekenden blev derfor afholdt på Brønderslev Gymnasium.
Se billeder fra weekenden på vores Facebookside.