Her kommer du til at kunne læse mere om fællesdagen i Vrå 2021, som denne gang ligger onsdag 5. januar. Det er vores 10 års jubilæums fællesdag, hvilket selvfølgelig skal fejres. Vi starter med lidt musik samt et par ‘postkort’ fra et par af vores udvalg.
Således godt i gang er vi klar til at byde velkommen til vores første gæst, Kasper Holten. Kasper Holten er chef for Det Kongelige Teater og har før det arbejdet med opsætning af operaer, både i Danmark og i udlandet. Vi glæder os virkelig meget til at høre Kasper fortælle om, hvordan vi introducerer de kommende generationer til kunst og kultur. Kulturinstitutionerne og kulturskolerne har en kæmpe rolle at løfte i fællesskab – nemlig at vi i algoritmernes tidsalder kæmper for, at flere børn introduceres for, hvordan kunst skal spille en rolle i at gøre deres liv rigere. Med udgangspunkt i Det Kongelige Teaters nye ambitiøse børnestrategi taler Kasper Holten om, hvorfor det er vigtigt, og hvordan vi sammen kan fremme denne vigtige dagsorden.
Efter frokosten er der paneldebat. I panelet har vi samlet en række fremtrædende kulturpersonligheder, som vil diskutere, hvad kulturskolens rolle er i fremtiden.
Efter en skål i anledning af vores 10-års jubilæum, skal vi underholdes med teatersport af Kosmonauterne. Kosmonauterne er flere gange kåret som Danmarks bedste impro-comedy gruppe, og de har lovet os et godt grin. De vil inddrage temaer fra dagen samt stikord fra publikum undervejs.
Foreløbigt program:
- 9:15 rundstykker/kaffe
- 9:45 velkomst, postkort fra udvalg og musik
- 10:30 Kasper Holten – hvordan introducerer vi de kommende generationer til kunst og kultur?
- 11:30 frokost
- 12:30 paneldebat: Hvad er kulturskolens rolle i fremtiden?
- 13:45 skål og kransekage i anledning af 10-års jubilæet
- 14:15 teatersport med Kosmonauterne
- Ca. 15:00 tak for i dag
Adresse: Idrætscenter Vendsyssel, Stadionvej 17, Vrå