Et af KiN’s fokuspunkter er e-musik. Derfor har URFUN (et udvalg under KiN) i denne sæson indkøbt 5 komplette sæt mobil-studier, der eksempelvis kan bruges til forløb med E-musik. Musik- og Kulturskolerne under KiN, kan låne sættene i perioder, og således afholde små workshops eller kortere undervisningsforløb for elever ude på de enkelte skoler som supplement til den daglige undervisning.
Det mobile E-musik set-up er tænkt som en mulighed for at give alle unge musikere en mulighed for at udfolde og udforske deres musiske kreativitet på nye måder. Det er en musisk-kreativ arbejds- og udviklingsstation, hvor unge musikere kan få hjælp til at strukturere og visualisere deres ideer til musik. Udstyret kan stimulere og udvikle deres nysgerrighed på musik og musiske virkemidler. Sammen med en kompetent instruktør fra Musik- og Kulturskolerne, håber vi dermed at URFUN på sigt, således kan bidrage til skabelsen af nye måder til at indgå musikalske relationer i. Børn, unge og professionelle imellem.
URFUN er et udvalg under KiN, der arbejder med at udvikle de rytmiske miljøer lokalt i hele regionen, vha. kunstneriske, sociale og netværksskabende aktiviteter i et samarbejde med bl.a. spillesteder, institutioner, studier og aktive lokale miljøer. Du kan læse mere om URFUN her.
Hvordan låner man udstyret?
For at kunne låne de 5 sæt til E-musik, er det en forudsætning at man kan samle og bruge udstyret. Martin Krarup (Musikskolen i Frederikshavn Kommune) er af URFUN udpeget til at bistå i dette. Han koordinerer på samme måde fragt til- og fra skoler, samt løbende vedligehold og opdateringer på software. Så hvis du og din skole er interesserede i at låne KiNs nye e-grej, skal I blot kontakte Martin på mail eller telefon 31615629.
Hvad indeholder e-musik mobilstudierne?
- Macbook Pro 13”
- Focusrite Scarlett 2i2 audiointerface
- Akai APC 25 midikeyboard
- Ableton Push2 – DAW contoller/midiinterface
- Beyer Dynamic DT770 Pro headphones
- USB-hub plus diverse kabler til tilslutning
Opsætningsvejledning – kort gennemgang:
- Tilkobl først Scarlett lydkortet direkte til computeren med det medfølgende USB-C kabel.
- Dernæst tilsluttes USB-hubben ligeledes i en af USB-C indgangene i computeren.
- Ableton Push og Akai tilsluttes via alm USB i USB-hubben.
- Headphones sættes i headphoneindgang i Scarlett audiointerface.
Når alle kabler (usb og strøm) er tilsluttet, kan man komme i gang.
Hvilke lydprogrammer medfølger?
Der medfølger en række lydprogrammer på computeren. Det er:
1: Ableton Live Suite
Ableton Push er en direkte forlængelse af selve Ableton Live. Dvs at man kan styre hele programmet udelukkende ved at bruge Push-enheden. Det gir nogle fordele i ens workflow og performance (man kan fx spille trommer ved hjælp af de pads som er på Push´en.
2: Logic Pro X + Garageband
Logic og Garageband, er Apples egne lydprogrammer. Her vil Pushen ikke være ligeså integreret i programmerne, dvs at mulighederne for at styre programmet via Pushen er begrænsede. Dog kan man stadig indspille fx trommer via Pushen.
Her er AKAI keyboardet måske at foretrække, hvis man vil indspille klaver eller lign. Det fungerer på samme måde i alle programmerne.
Generelt for de medfølgende programmer er, at de dybest set kan de samme ting. Man kan indspille, redigere, mixe osv. Forskellen på dem er blot måden man tilgår tingene på. Ableton har eksempelvis den funktion, at man kan indspille små klip i det samme spor, således at man kan vælge imellem flere ideer imens ens track spiller.
Garageband, er meget simpelt ift Ableton og Logic. Man har ikke samme muligheder for at redigere og mixe, som man har I de to andre programmer. Dog er det ret intuitivt, så man behøves ikke sidde ret mange minutter med det før man kan få noget indspillet med fede lyde osv.