Kursus23 – Den gode musikalske formidling

Tid: Mandag 2. januar kl 13-16 med frokost fra kl 12 (Azzurra på Nordkraft)

Sted: Salen/lokale 11AB (niveau 7)

 

Kursusbeskrivelse:

Den gode musikalske formidling – Hvordan vi indtager scenen som musikformidlere?

Mennesker er visuelle væsner, vi absorberer og oplever musikformidling med øjnene, intellektet, og kroppen i mindst lige så høj grad som med ørerne. Der ligger et hav af potentiale og muligheder i at arbejde med de visuelle, kropslige og mentale aspekter af en musikalsk formidlingssituation, det være sig en musikalsk præsentation, en koncert eller i musikundervisningen. At blive skarp og afklaret i sit eget visuelle udtryk, se formidlingssituationen som en helhedsoplevelse, og skabe flow og sammenhæng i alt hvad man foretager sig.

I de timer vi har sammen, vil jeg først lave et introducerende oplæg om Den gode formidling og dernæst give scenen videre til vokalgruppen Postyr, som vil spille en 30 minutters koncert. Ud fra denne vil vi snakke gode formidlingsmæssige greb og værktøjer til at optimere en musikalsk formidlingssituation, og forhåbentlig udvide jeres vokabularium og muligheder som gode musikformidlere, og give jer nye idéer til hvordan i kan “indtage scenen” i musikundervisningen eller den musikalske præsentation.

Kursusholder:

Marie-Louise Grund er koncert-producent hos Levende Musik i Skolen, og arbejder med at optimere Skolekoncerter inden for alle genrer. Hun er uddannet sanger og musiker fra Det Jyske Musikkonservatorium i 2010 og har siden da specialiseret sig i sceneoptræden for musikere og coachet et utal af bands og solister. Marie-Louise underviser derudover i Performance på Det Jyske Musikkonservatorium og har været assistent i skrivefasen af den storsælgende bog “Ud over Scenekanten” om Sceneoptræden for Musikere af Kristian Koch. Marie-Louise er selv udøvende sanger, komponist og artist under aliaset LHUMA.

 

Udgivet i Skjult.