Klaver 1

v.  Anne Øland

Torsdag den 2. januar 2014 kl. 9-15 på Hjørring Musiske Skole, Dronningensgade 12B, 9800 Hjørring

Oplev pianist og professor Anne Øland dele ud af sine mange års erfaringer, og frem for alt af sin grundlæggende indstilling til klaverundervisning: God musik, god klaverklang og godt humør!

Anne Øland vil fortælle om sit nye pædagogiske tiltag – en helt ny hjemmeside for klaverpædagoger, og hun vil derudover give en håndfuld elever masterclass.

Hjemmesiden: www.klaverkufferten.dk, er et nyt forum og en stor værktøjskasse for professionel klaverundervisning inden for klassisk musik, fra begynder- til konservatorieniveau. På siden er der klare anvisninger på det pædagogiske arbejde, der danner grundlag for en klassisk skoling. Blandt andet gennem videosekvenser og materialehenvisninger og især i form af en masse opslag, som giver en detaljeret indføring i fagets forskellige områder.

Anne Øland

Om Anne Øland
Anne Øland er en af Danmarks mest efterspurgte koncertpianister og har bl.a. adskillige anmelderroste CD-indspilninger bag sig. Hun er samtidig en af landets mest søgte klaverpædagoger og har uddannet en lang række yngre danske koncertpianister. Som professor ved Det Jyske Musikkonservatorium underviser hun bl.a. i klaverpædagogik og arbejder således med de studerende, mens de underviser børn.

Anne Øland har altid haft lige stor interesse for begge sider af sit fag, den kunstneriske og den pædagogiske:

”For mig hænger de to ting uløseligt sammen, og der er ikke noget ”finere” ved at være koncertpianist end ved at være klaverpædagog. Jeg er så vidt jeg ved den eneste klaverprofessor i Europa, som har ansvar for uddannelsen af både koncertpianister og klaverpædagoger. Og det er jeg glad for og stolt af. Fordi godt klaverspil starter fra dag ét.”

Tilbage til kursusoversigt og tilmelding