Vi vil snakke om hvad der kræves i guitarundervisning i dagens Danmark. Hvad er overhovedet en logisk progression, når vi snakker rytmisk guitar. Når man tænker på ”klassisk guitar” er der masser af metodik, historie, teknik, øvelser, genrekendskab osv. Hvad er den rytmiske guitars svar på dette? Skal ”vi” have et svar på dette?
Jeg vil lave et par punktnedslag i input man kan bruge i sin egen guitarundervisning. Der vil være gennemgang af undervisningsmaterialer og deltagerne vil få materiale med hjem efter kursusdagen. Desuden vil jeg snakke om aktivering af flere guitarer i en sammenspils-situation. Medbring din egen guitar, capo og kabel. Vi skal også spille sammen og udveksle erfaringer.
Undertemaer:
- ”POP-smarte” akkorder
- Det er guitarakkorder. Ofte spillet på akustisk guitar. Helst spillet som åbne greb med løse strenge. Ofte er der tilføjet udvidelser til den rene akkord. Det sker ikke ud fra noget bestemt teoretisk princip, men ud fra hvilke løse strenge eller smarte fingersætninger der lige byder sig til.
- Mini-barré akkorder
- Undervisningsmateriale med rum til improvisation og akkuratesse
- Sammenspil med flere guitarer
- Tonalitetsakkompagnement versus harmonisk akkompagnement
- Guitarpedaler (hvis det er et ønske)
- Evt… Hvad er JERES ”burning topic”? Hvad vil I allerhelst vider mere om eller diskutere med kolleger?
Tid: tirsdag 3. januar kl 9:00-15:00
Sted: Nordkraft, niveau 7, lokale 4, Teglgaards Plads 1, 9000 Aalborg
Kursusholder:
Martin Granum er docent i rytmisk musik ved Det Jyske Musikkonservatorium. Læs hans personprofil på linket her . Martin skriver om sig selv:
Jeg er vel en form for ”Jazz-guitarist”, men for mig er jazz lige så meget en tænkemåde som en stilart. Jeg har altid gået meget op i spørgsmålet ”Hvad tænker folk når de spiller solo”. Hvilke tanker er gået forud for det fede riff, den sublime solo. Ved at analysere andres soli prøver jeg at komme bag om tonerne og aflure det tankesæt der ligger bag ved – for siden at benytte den samme indgangsvinkel/angrebsmåde til at frembringe mine egne fraser.
Forskellige måder at spille på kræver forskellige måder at tænke på. Jeg prøver at hjælpe mine studerende til at finde en tænkemåde, der kan hjælpe dem til den lyd de gerne vil have.