Det Jyske Musikkonservatorium (DJM) afholder en konference i Aarhus for alle, der beskæftiger sig med musikpædagogik og beslægtede områder. Konferencen hedder Musik og Læring og foregår i Musikhuset i Aarhus 4.-5. januar 2017.
Som underviser på en Nordjysk musik-/kulturskole er du inviteret til at deltage. Det foregår i samme uge som Kulturskoler i Nordjyllands (KiN) kursusuge, og du har derfor muligheden for at kombinere konferencen i Aarhus med vores kursusuge. Kulturskoler i Nordjylland står dog ikke for din tilmelding, ligesom du selv skal dække udgifter til kost. Du skal snakke med din leder om, hvorvidt udgifter til transport kan dækkes.
Konferencen præsenterer en række oplægsholderes forskellige perspektiver på de to temaerne: Talent (4. jan) og Musik og samfund (5. jan). Dertil kommer en lang række workshops, som den enkelte deltager kan melde sig på. Tilmelding til konference og workshops foregår efter først-til-mølle princippet. Programmet for konferencen samt tilmelding findes via dette link. Tilmeldingen skal finde sted senest d.11.11 kl 16.00.
Der er plads til 300 deltagere, og alle deltagere skal melde sig til personligt, for at kunne vælge netop de workshops, der er relevante for den enkelte. Hvis en workshop bliver overtegnet, vil der blive givet tilbud om deltagelse i andre workshops. Hvis du tilmelder dig DJMs konference, bedes du anføre dette i din tilmelding til Kulturskoler i Nordjyllands kursusuge. Kulturskoler i Nordjylland tager ikke ansvar for konferencens gennemførelse eller tilmelding, men vi vil så vidt muligt koordinere dette med tilmeldingen hos os.
Arrangørerne (DJM) skriver selv, at de “håber at se så mange som muligt fra hele landet, på to dage hvor vi alle kan blive klogere på vores fælles opgave; at give musikken videre til kommende generationer. Ligeledes håber vi, at så mange som muligt vil deltage i den kollegiale hygge ved at tilmelde sig fællesspisningen om aftenen d. 4. 1.Denne konference bliver en enestående mulighed for både at beskæftige sig med sit musikalske fagområde og med relevante pædagogiske spørgsmål.
Det Jyske Musikkonservatorium stiller for 3. gang denne konference gratis til rådighed for alle, i håbet om at vi sammen kan skabe en national platform for vidensdeling, kompetenceudvikling og debat om de temaer, der er relevante for musiklivet netop nu. Konferencen er i år tilrettelagt af styregruppen for Musik & Læring, som består af Thomas Albæk Jakobsen, Lars-Ole Vestergaard, Astid Elbek, Mads Kjær Jensen og Claus Olesen.”